Mens vi bebor hovedet på adskillige nøglekarakterer -- nogle børn der har det, nogle der ikke har det, nogle der er ved at få det -- er det, der udspiller sig, ikke den forventede kamp for at bekæmpe pesten eller skabe øget bevidsthed om det, eller endda at behandle det. Det, vi i stedet bliver vidne til, er et fascinerende og uhyggeligt portræt af selve gymnasiefremmedgørelsens natur - vildskaben, grusomheden, den ubarmhjertige angst og ennui, længslen efter flugt.
Og så begynder mordene.
Lige så hypnotisk smukt som det er rædselsfuldt, Sort hul transcenderer sin genre ved behændigt at udforske et specifikt amerikansk kulturøjeblik i forandring og børnene, der er fanget i det - dengang det ikke ligefrem var fedt at være hippie længere, men Bowie var stadig bare lidt for mærkelig.
For ikke at sige noget om at spire horn og smelte din hud...